ORIOL JOLONCHS KUNST KAN VÆRE PROVOKERENDE PÅ EN LAVMÆLT MÅDE. HAN INKORPORERER BLEGE FARVER I HANS S/H FOTOS, FOR AT ILLUSTRERE DØD. 
MARIE BERTELSEN | ARTICULATE #21 | OCT 2019

Oriol Jolonchs kunst kan siges at være provokerende på en lavmælt måde. Primært ved brug af sort-og-hvid-fotografier, inkorporerer han svage farver, som blødt at bruge bleggul farve for at illustrere døde sommerfugle. Kunstværkerne har typisk få objekter, som til gengæld har stor betydning. Der er en tristhed eller måske en betænksomhed i billederne. Kunstværkerne er for de pudsige, dem, der er en anelse sære, og hvem end, der kan lide kombinationen af naurlige elementer med surrealisme. Hvad der er i kunstværket har en betydning og er der for en specifik årsag. Det kan siges at være simpelt, men stilrent.

De sort-hvide old school motiver giver en stemning af nostalgi. Det kan meget vel være grundet, at Jolonchs første oplevelser med kunst var at male på gamle kassettebånd og plakater som barn. Dermed skabte Jolonch kunst fra en meget tidlig alder og disse har han stadig hos sig.
 
Jolonch skaber kunst for at danne alternative virkeligheder ud fra sin fantasi, men trods dette er Jolonch også tiltrukket af den digitale verden. 

 Selv om hans kunst startede med pensel og maling, er fotografi hans foretrukne medie. Særligt moderne surrealistisk fotografi, siden det giver ham mulighed for at åbne sin fantasi.

Der er i Jolonch s kerne et behov for at skabe kunst. Det er dette, der driver ham til at skabe. Han forklarer, at kunst er en tilskyndelse, der kommer fra Jolonchs inderste. Ligesom andre basale behov, som søvn, er det at kreere livsnødvendigt. Jolonchs impulsive natur giver ham et ønske om at være fuldstændig styret af intuition. Dog har Jolonch regler for komposition så han kan skabe harmoni. Det indebærer specifikt at fokusere på proportioner, hvilket hjælper beskuerens syn i retning mod de vigtige elementer.

Måden Jolonch skaber kunst på, starter med at skitsere, hvilket gør Jolonch i stand til at huske vigtige koncepter og idéer. Konceptet er vigtigere end den endelige udformning. For at få det vigtigste frem visuelt, konceptet, opdeler Jolonch dette. Ved at have prøver på forskellige kunstværker og opbevare det på en Hard-disc i flere år, kan Jolonch bruge dem til at skabe en klar idé. Han forklarer, at han ved, at det hele vil ordne sig. Hvornår, hvor er hvordan finder han ud af senere. Nogle gange er den originale idé til kunstværket mulig at spore, andre gange er udviklingen impulsiv og udvikler sig uden nogle link.

En anden tilgang er at tage et fotografi, som derefter udvides på. Det er her, softwaren bliver inddraget. Det muliggør redigering og finjustering af kunstværket. Processen af at afdække det endelige udtryk kræver mere hårdt arbejde end reelt at skabe kunsten. Jolonch forklarer det som at prøve at undslippe en mental labyrint, hvor udgangen er skjult. Men det føles fantastisk, når du endelig finder udgangen. Og siden Jolonch aldrig fuldstændig ved, om den originale idé kommer til at være i kunstværket eller ej, er processen af at skabe kunst for ham fantastisk og eventyrlig.

Når Jolonch taler om inspirationskilder, udtaler han, at listen er uendelig. Lige fra italienske klassiske renæssancemalere som Tiziano (1488-1576) og Tintoretto (1518-1594), og hvad Jolonch beskriver som hollandske Boschs magiske verdener (1450-1516) frem til Belgiske Magritte (1898-1967). ​

Gennemgående for alle disse, er temaet surrealisme. Også dette findes inden for fotografer, hvor hans inspiration kommer fra den amerikanske Man Ray (1890-1976), franske Dora Maar (1907-1997) og japanske Kansuke Yamamoto (1914-1987). Inden for den mere moderne genre, nævner han den amerikanske duo Shana og Robert Parke Harrison (f. 1968) grundet, billedernes stærke visuelle energi. Til slut nævner Jolonch den spanske Chema Madaoz (f. 1985) og særligt hans skarpe syn på verden, når han genfortolker hverdagsobjekter.

Denne artikel om ORIOL JOLONCH er del af ARTICULATE #21. Læs, download eller bestil et print af den fulde udgivelse nedenfor. 

---