OLE TERSLØSE KOMBINERER NYSGERRIGHED MED VELKENDT SYMBOLIK, DER TIRRER HANS PUBLIKUM TIL AT GENOVERVEJE DERES FORHOLD TIL NATUREN OG TIL SIG SELV.
​​​CARMEN HUST | ARTICULATE PROMOTE | JUNE 2020

Den danske kunstner Ole Tersløse åbner den 27. juni sin soloudstilling CATCH hos det nye galleri Hoejbjerg & Simmelsgaard i Hobro. Han skriver i pressemeddelelsen, at alle kender det sentimentale billede af en lille dreng, der fisker med en bambusstang. Det primitive fiskeredskab antyder, at han næppe vil fange noget og tilfører scenen et forsonende skær. Det er jo bare for sjov, at han fisker. I Ole Tersløses soloudstilling CATCH, der både omfatter skulpturer og store inkjetprint, bliver legen imidlertid til blodigt alvor i et billedkunstnerisk "skakspil" med klart definerede brikker, men absurde, modsætningsfyldte pointer, tro mod de oldgræske mytologiske symboler han fortolker. Tersløse genaktiverer gamle myter i sine fængslende computergenererede billeder og udfordrer os til at overveje vores eget forhold til naturen. Vi har mødt Ole Tersløse og interviewet ham omkring hans motiver for at fortolke de gamle symboler og mytologier, men med barnet som hovedfigur.

INTERVIEW

• Både billederne og skulpturerne er skabt i 3d-computerprogrammer og fremstår som "lækre", industrielle fetish-objekter uden de fejl og skønhedspletter, vi kender fra virkelighedens verden. Hvorfor har du valgt at arbejde med dette udtryk? Lækre, ensfarvede, ufejlbarlige, industrielle, næsten kønsløse fetish objekter?

 
Jeg tror der er mange grunde til at jeg har valgt dette formsprog.
 
Først og fremmest er jeg enormt træt af autenticitets-dyrkelsen i samtidskunsten. Mange kunstnere lever stadig i en anakronistisk forestilling, om at det grimme, det ubearbejdede og fejlbehæftede er tættere på virkeligheden og er mere sandt og oprigtigt end dets modsætning. Det mener jeg ikke, vi kan sige noget om.
 
Jeg mener ikke, at vi som kunstnere har en privilegeret adgang til det virkelige. Et kunstværk forbliver et fysisk udtryk for en mental konstruktion.
 
Indenfor skulpturfaget er der en markant realismedyrkelse med navnlig den australske skulptør Ron Mueck (1958) som frontfigur. Jeg tror ikke helt, jeg forstår, hvorfor det er blevet hot igen at forsøge at afbilde virkeligheden realistisk, og det er i hvert fald en kamp, man som kunstner er dømt til at tabe. Ved at undgå for mange detaljer på mine figurer - undgå rynker og "skønhedspletter"- markerer jeg, at værkerne ikke er skabt i ønsket om en "dyb realisme".
 
Fetish-objektet er interessant, fordi det er vanskeligt at relatere til størrelser uden for sit eget rum. Ved at give værkerne denne karakter, håber jeg, de bliver svært afkodelige, svære "at komme af med", så man bliver ved med at vende tilbage til dem for at fravriste dem nye betydninger.


​

​

Ouroboros er et gammelt symbol på en slange, der bider sig selv i halen, hvilket på forskellige måder betegner uendelighed, samt fødslen og dødens cyklus.
> læs mere her

• Når du i dine udstillinger og værkserier kombinerer 3d printede skulpturer med inkjet print bag elipse formet glas, hvilke genetiske fællestræk har de to formater så, for dig?

 
Der er for det første det indlysende fællestræk, at alle værker er skabt i 3d programmer i computeren. Elementerne i billederne kunne ligeså godt være printet i 3d, og skulpturerne kunne have været afbildet i 2d (billeder).
 
Derudover er jeg meget bevidst om overfladen på værkerne. Alle arbejderne har en blank finish, og som på en måde danner et visuelt panser omkring dem. Man kan komme tæt på, men aldrig helt indtil figurerne. For billedernes vedkommende er det selvfølgelig glasset, der danner "panseret", i skulpturerne er det en blank lak, men virkningen er lidt den samme.

• Det er stærke symboler og en fandenivoldsk mytologi du fortolker. Men hvilken rolle spiller spiller børnene i dine værker? Er de et forsøg på at forene vildskaben med uskylden? – det onde med det gode?

 
Børn markerer på mange måder et randområde for erkendelsen. Vi har alle været børn, men med vores voksne følelsesliv kan vi paradoksalt nok ikke længere føle, hvordan det var at være barn. Vi kommer tit til kort, når vi forsøger at beskrive barnets psyke. Er barnet uskyldigt, er det uberørt, eller er det bare os, der som voksne gerne vil projicere disse egenskaber ind i barnet?
 
Den blanke finish på mine værker danner en form for beskyttende hinde om motivet. Vi er på en måde blevet forment adgang til barnets univers, der fremstår som en tabt verden. Vi kan huske, vi har været der, men ikke længere huske, føle og fornemme, hvordan det var.
​

• Mener du ondskab og dets modsætning, uskyld, er tidsløs (ikke tidsløs som set i et historisk perspektiv, men tidsløs som set i et menneskes liv)? Kan et barn være ondt? Og kan en voksen være uskyldig?

 
Det onde barn og den uskyldigt voksne - det er i hvert fald en interessant tanke...
Sat på spidsen, må vi være onde for at overleve. Vi skal bogstaveligt talt slå andre organismer ihjel for at få noget at spise. Vi må også have et revir og forsøge at holde konkurrenter væk fra vores territorie.
 
Barnet, der selvfølgelig må sørge for sin egen overlevelse ligesom alle andre, er hverken værre eller bedre end voksne, hvad dette angår.
 
Når vi forbinder børn med uskyld, er det vel mest af alt, fordi de endnu ikke har lært at forstille sig. Hvis dette er uskyld, kan voksne jo også komme ud af skabet og tilkendegive deres følelser og tanker uden omsvøb. Mit gæt er, at vi som voksne afslører vores følelser langt oftere, end vi vil være ved, så måske skulle vi tale noget oftere om "uskyldige voksne".

I græsk mytologi, var Medusa en af de tre uhyrlige gorgoner, generelt beskrevet som bevingede menneskelige hunner med levende giftige slanger i stedet for hår. De, der stirrede ind i hendes øjne, ville blive forstenet. Det siges, at hun selv blev til sten efter at have set sit eget spejlbillede.
​> læs mere her

• Du skriver at vi alle kender det sentimentale billede af drengen med den hjemmelavede bambusfiskestang – fornemmer jeg en sarkasme eller ironi i den ’gængse’ måde du mener folk fortolker/dømmer mellem skyld og uskyld?

 
Det kan du roligt gå ud fra... Når vi finder det fiskende barn uskyldigt, er det nok fordi vi ser ham udefra. At han fisker med bambuspind og regnorm og ikke med flue, som mange voksne gør, understreger for os, at det er en leg.
 
Barnet vil imidlertid ikke lege legen, hvis ikke han håbede på at fange noget. Ligesom den voksne må han forsøge at skjule sig for fisken, der bider på krogen. Han må finde stederne i åen, hvor byttet opholder sig, uden at byttet ser ham.
 
Han har med andre ord allerede "taget investeringer" i et voksent adfærdsmønster, der handler om forstillelse, om at narre fjenden, og som mange af os nok har svært ved at forbinde med uskyld.

• Det eksistentielle og meget dramatiske symbol for slangen oversætter du i denne serie til regnormen. Hvad skyldes transformationen?

 
Transformationen er mest tydelig i Medusa-barnet. En stor skulptur af en dreng, der rider på en regnom. I stedet for den klassiske Medusa, der har slanger som hår, har barnet regnorme-hår.

Det afgørende ved transformationen er. at der sker en række betydningsskred, der kan åbne op for nye fortolkninger af såvel de klassiske symboler som selve værkerne.
 
Medusabarnet, der aggressivt styrer ormen vha en krog i den hals, må jo selv være i familie med ormen, når han har orme som hår. Det antydes, at alle levende væsener er i familie, og netop derfor er tilværelsens grundvilkår - at vi må udkæmpe mange af de andre familiemedlemmer for selv at overleve - dybest set etisk uacceptabelt.
 
Den klassiske Medusa forstenede, da hun så sit eget skrækindjagende spejlbillede. Myten kunne her i billedlig form antyde den selverkendelse, vi ikke kan foretage, da "sandheden" om hvem vi er, er ubærlig for os. Måske er det tilsvarende ubærligt at erkende aggresiviteten hos det lille barn, der fisker, for vi ser her et hæsligt spejlbillede af menneskets natur. Men omvendt er han jo ikke en rigtig Medusa, netop fordi slangerne er blevet til regnorme, og det kaster et eufemistisk skær over sceneriet.
 
Transformationen fra slange til orm åbner mao. op for en række fortolkninger, men også en række usikkerheder om disse. Og som altid når man ikke kan få tingene til at passe, må man vende tilbage til værket og se, om der var noget man havde overset.

• Du skriver i din pressemeddelelse at vi en dag selv ender som fangst for andre organismer. Kan vi ikke også ende som fangst for os selv: vores egne vaner, gode som dårlige (selvspin/selvsving)?

 
Selvfølgelig og det får mig til at tænke på den anden store skulptur i udstillingen - Ouroboros Child, der viser en dreng med regnormehale i stedet for underkrop. Han har fanget sig selv i halen, og går således i ring ligesom det klassiske ouroborossymbol, der viser en slange, der bider sig selv i halen.
 
I modsætning til de traditionelle ouroboros fremstillinger, synes barnet imidlertid ikke at være et billede på noget harmonisk afsluttet. Hans ansigt er fortrukket i raseri og smerte. Erkendelsen af at vi tit "bider os selv i halen" er svær for ham at sluge.

• Har serien en kritisk politisk agenda, med italesættelsen af grådighed (overforbrug?) og vand som tilværelsens livsvilkår (der nu koster mere at købe på flaske end en cola, og som flere lande tager patent på)?

 
Det kunne man sikkert godt lægge i værkerne, men jeg vil snarere sige, at jeg forsøger at få fat i problematikkerne, før de bliver formuleret politisk.
 
Den politiske kunst har det svært, da den ifølge sin egen selvforståelse betegner et oprør mod magthaverne, men jo kun kan udstilles og formidles, i det omfang den ikke egentlig fornærmer magteliten.
 
Jeg læste engang en anmeldelse af en udstilling af den chilenske kunstner Marco Everisti (1963). Anmelderen skrev, at udstilling var "tilpas provokerende". Jeg har svært ved at se, hvordan en provokation kan være tilpas, da den jo netop skulle aktualisere det utilpassede, det, vi ikke kan have med at gøre.
 
Det pudsige er imidlertid, at skribenten med den ejendommelige formulering alligevel får sagt noget væsentligt om samtidskunsten. Den skal være "tilpas" provokerende - så den dybest set ikke provokerer nogen som helst, fristes man til at tilføje. Det må endelig ikke blive for meget...
 
Den tilpassede provokation er meget udtalt i meget af den politiske kunst, hvor budskaber enhver kvik gymnasiast har lært sig for at komme frem i verden, lanceres som var det udtryk for farlige oprørstendenser hos de frygtløse kunstpartisanere.
 
Det er de samme forhold, der igen og igen skal ytres kritik af, og det er nærmest givet ved lov, hvilke grupper i samfundet, der skal opfattes som onde, og hvem, der er sårbare og kræver særlig omsorg. Tænkes der ud af boksen, og bliver den politisk korrekte vanetænkning brudt, bliver folk "utilpasse", og så er provokationen ikke længere "tilpas".
 
For at undgå at blive ramt af denne ufrivillige ironi vil jeg meget hellere arbejde med grundlæggende eksistentielle tematikker, der ikke er blevet ideologisk omformuleret. Nogle vil så mene, at vi ikke kan betegne noget i livet uden at røbe et tilhørsforhold til en bestemt ideologi - jeg vil så tage mit synspunkt i forsvar og mene, at tilhørsforholdet kan være mere eller mindre fremtrædende...

---

Ole Tersløse – CATCH
HOEJBJERG & SIMMELSGAARD
27.6 - 30.08 2020

---

HOEJBJERG & SIMMELSGAARD
The gallery of Hoejbjerg & Simmelsgaard is devoted to the promotion of contemporary art – in particularly object-art, conceptual art and installations. They show sensually appealing along with conceptually challenging artworks, introducing their audience to the widest possible variety of contemporary art practices.
​
The gallery is run by Klaus Højbjerg and Janus Simmelsgaard – MA in Art History and BA in Ceramic Design, respectively.