LIDÓ RICO OG KONCEPTER I DIALOG
CARMEN HUST | ARTICULATE #18 | JANUAR 2019

Den spanske kunstner Lidó Rico (1968) anerkender at kunsten, ligesom alle andre facetter af kulturen, har til formål at formidle viden. Denne videns formidlings endelige stadie udmunder i et personligt og alligevel eksplicit kulturelt og udtryksfuldt sprog, hvilket er hans kreative drivkraft. Alle har deres egen stemme, og i Ricos tilfælde kendetegnes det ved brugen af egen krop som en omfattende tilføjelse til hans kreative værktøjskasse. Hver sanger har en anden stemme end andre, hvorfra han eller hun er genkendelig. Hver forfatter har en stil, der adskiller ham eller hende fra resten. Og i kunstverdenen forholder det sig ikke anderledes; hver kunstner identificeres direkte ud fra det sprog denne afkoder. I forbindelse med Lidó Rico består hans arbejde af et kompendium mellem materialer, fortid, samtid og kroppen – koncepter i dialog.

​

Rico konceptualiserer ikke kunst som en simpel holdning, men som en attitude, der rejser sig fra en friktion med virkeligheden. Assemblagen af friktioner har en brutal evne til at komprimere øjeblikkere, der fanger de flygtige af slagsen, hvori ingen besidder kontrollen. Den polyester, som Rico bruger i sine værker, har lignende kvaliteter, for at han kan udtrykke sig. Ifølge kunstneren er polyester et gennemsigtigt materiale som vand - og vand er liv. Når materialet katalyserer, er det i stand til at generere parallelle virkeligheder, som danner rammen for Lidó Ricos interessekilde. Ifølge Rico er menneskeheden svag, og al svaghed er raffineret. Menneskekroppen er begrænset og uforståelig, ifølge Rico, hvorfor han finder det nødvendigt at katalysere disse nøjagtige begreber og reframe hver enkelt persons værdier, styrke dem for at de kan vare. 

"Min hud har kun til hensigt at fungere som en beholder af mine følelser. Mi foretrukne medier er ikke kun tænkelige ved brug af et enkelt medie, da jeg er interesseret i alle mulige materialer, der provokerer og fremkalder følelser. Jeg betragter mig selv som mægler mellem det kemiske og det organiske", tilføjer Rico.

I forbindelse med udarbejdelsen af hans værker lægger Rico vægt på, at værkerne uforskudte, både er forudtænkte og opstår af sig selv, idet han ofte tænker på, hvordan et værk skal se ud og hvordan det mangler lighed med denne nøjagtige tanke i dens sidste etaper. Rico beskriver det som at gå til et bestemt sted, fordi andre har talt godt om det. At skynde sig derhen for ikke at gå glip af det. 

Men mangler man den agiterede fumlen gennem rejsen, mister man muligvis alle de mysterier og uventede overraskelser, der kunne opstå; og som er af meget større værdi end selve destinationen selv. For Rico, er det vigtigste at kunne styre denne hårfine grænse korrekt, for at lære at gå gennem det mest absolutte kaos uden sikkerhedsforanstaltninger, men med en specifik målrettethed, får resultaterne til at tiltage i kraft.

”Jeg er klar over, at hvis følelserne er ortopædiske, vil resultaterne være de samme, men hvis du er ærlig over for dig selv, kan frugten have en virkelig forstyrrende effekt. Jeg tror, at når du opnår en germansk arbejdsdisciplin, ankommer ideerne alene, spørgsmålet er at vurdere vægten af hver enkelte idé, for at forudbestemme hvilken vej du skal tage”. 

Når Rico vælger emnet for hans projekter, arbejder han med tvangstanker, der fungerer som en forstyrrende tanke, der tvinger ham til at blive materialiseret, da hans hjerne antager en bestemt ide, uanset hvor absurd det kan virke, som noget biologisk der må uddrives fra hans hovedet og krop for at overleve. Ofte får han indtrykket af, at det ikke er ham der vælger problemstillingen, men tværtimod, dem der vælger ham og beslutter sig for at vise ham, at deres magt er langt ud over hans egentlige beslutninger.

Ifølge Rico er der ingen formler til at generere en større komposition som sådan, der skal respondere på og afspejle behovene for samtiden, virkeligheden og tiden. Kunsthistorie bærer mange byrder, fortiden er et grundlæggende lag uden tvivl, men ifølge Rico er de problematikker der rammer samtiden og disses evne til at skabe kritiske diskurser langt mere relevante.

Ifølge Rico kunne det være en god begyndelse at genkende vores egen uvidenhed og middelmådighed, lære at klare mange af vores elendigheder, have mere naturlighed foran livet, mere bevidsthed om det mirakel, som vores eksistens forudsætter, lad os flyde uden komplekser og uden at der er behov for disse absurde realkreditlån og afhængighed af andre, hvor den eneste gyldige holdning er engagementet, at presse og forbedre de daglige resultater.

”Jeg lever af og med en daglig kilde til virkelighed og læring. Jeg lever hos en kunstner, som jeg har levet med hver dag i mange år. I hendes stilhed lærer hun mig så meget, at det ville synes muligt at percipere dem alle, hvis du overhovedet skulle opfatte dem, måske du husker hendes navn, hun hedder naturen”.

---

Denne artikel om LIDÓ RICO er del af udgivelsen ARTICULATE #18. Læs, download eller køb din printversion af den fulde udgivelse herunder.