I LENE KILDES VÆRKER, ER FRAGMENTER DELE, AFBRÆKKEDE OG FRITLIGGENDE. MÆRKELIGE UFULD-ENDTE DELE, SPOR AF NOGET DER ENGANG VAR HELT. 
MILIA WALLENIUS | ARTICULATE #24 | JULI 2020

Den norske kunstner Lene Kilde (f. 1981) er en kunstner der arbejder i og med fragmenter. Hun er en skulptør, hvis figurative værker centrerer sig om mennesket og kroppen. Hendes kunst består både af offentlige skulpturer i stort format, og af værker i naturlig legemsstørrelse.
 
I hendes kunstneriske arbejde, fokuserer Kilde på at udforske de kommunikative aspekter i menneskekroppen. Hun er interesseret i kropssprog, særligt hos børn, og bruger hendes kunst til at fremhæve, hvordan kroppen bliver brugt til at kommunikere følelser og behov. Hun forklarer:

”Jeg har arbejdet rigtig meget med børn og deres kropssprog, og min erfaring siger mig at deres kropssprog er den reneste form for kommunikation.”

Denne yderst visuelle form for kommunikation kan være bevidst eller ubevidst og kommer ofte til udtrykt i placeringen af arme og ben.
 
Kilde er uddannet i produktdesign og bruger materialer så som cement, kobbertråd, metal, træ og silikone til at kreere sine skulpturer og iscenesatte situationer.
 
Hendes værker er næsten altid gennemtænkte og skitseret på papir, selv om kreative inputs er velkomne i produktionsprocessen. Materialerne er udvalgt i overensstemmelse med hvad hun ønsker at producere og fremstår overraskende vægtløse, levende og svævende, på trods af deres industrielle herkomst.

Kilde elsker at lege med forskellige substanser og udfordrer beskueren ved at producere illusionære kompositioner, der leger med vision, balance og tyngdekræft.
 
Tingene er ikke altid som eller hvad de giver sig ud for, og som beskuere er vi tvunget til at spekulere over eksempelvis hvordan cement kan svæve i luften.
 
En bemærkelsesværdig lethed og elegance er også til stede i hendes tidligere værker af metaltråd. I disse værker, har Kilde brugt tråden til at udforme linjer og skabe former, for dermed at producere skulpturer der har udseendemæssige lighedstegn med illustrationer.

Ved at placere disse solide tredimensionelle ’skitser’ i et fysisk rum, skaber Kilde ’illustrationer’, som beskueren kan træde ind i og udfordrer således de konceptuelle forskelle mellem skulptur og illustration.
 
Kilde finder sin inspiration i mennesker, hverdagssysler, ordinære situationer og konversationer, og tillader at disse hverdagens sammentræf og impulser sætter gang i hendes fantasi og kreativitet. Hun stimuleres også af sin familie og venner, som hun bruger som modeller.

Et år efter at have modtaget det Norske Kunstråds tre års arbejdslegat for unge kunstnere i 2013, startede Kilde med at arbejde på et værk til the Molinere Under Water Sculpture Park i det caribiske øhav. Det 800 kvadratmeter undervands skulptur område ud for Grenadas kyst er tilgængelig fra en båd, for snorklere og dykkere. Området fungerer som et kunstigt rev, der giver et skjulested for livet i havet og overflade for koraller og havsvampe til at fastgøre og vokse. Parken er udviklet, som et forsøg på at stimulere den naturlige udvikling i det nu beskyttede område, der er stærkt påvirket af den globale opvarmning og forurening. Det består af mere end 70 skulpturer, hvor to af dem er lavet af Kilde, på 5-8 meters dybde.
 
Kilde blev opmuntret til at tilslutte sig det offentlige kunstprojekt i forbindelse med hendes tid som kunstner i kunstresidens i Grenada. En af de værker hun kreerede er The Nutmeg Princess, eller Prinsesse Muskatnød, der er inspireret af a en lokal fortælling om en caribisk prinsesse, der engang levede i en bundløs sø.

Den kvindelige skulptur i stort format, er støbt i cement og er placeret på havets sandede bund og er udsat for områdets naturlige kræfter. På trods af det hårde, solide materiale den er gjort af, vil skulpturen før eller siden ændre sig og tage form af områdets naturlige processer.
 
Kildes foretrukne hårde og kolde industrielle materialer, står ofte i kontrast til de bløde portrætterede kroppe og den muntre uskyldighed associeret med de børn der med jævne mellemrum afbildes.
 
Skulpturerne handler imidlertid ikke kun om den talentfulde brug af materialer og deres tilstedeværelse, men også om det, der ikke er der. Som kunstneren selv har forklaret, er hendes værker lavet så meget af beton og tråd, som de er af luft. Med andre ord er råvarerne lige så vigtige som de tomme rum.

Kildes kroppe er aldrig hele, i det mindste ikke i fysisk forstand. Hovedløse med svævende lemmer og andre spor af menneskelige figurer er de som små spøgelser, refleksioner af en anden virkelighed eller ekko fra fortiden. De eneste delvist manifesterede barnlige kroppe fremstår som tabte, ødelagte, hjemsøgende og melankolske – til at starte med.
 
Kilde er en fremragende skaber af dynamiske forhold mellem ikke-objektet og objektet, det tomme rum og skulpturen, luften og fragmentet. Hendes skulpturer er velafbalancerede kompositioner, der giver mulighed for en anden vigtig ingrediens, en indtræden – i fantasien.

Kildes egen opvækst tæt på den norske natur, hvor hun kunne lege og lade ødemarken stimulere hendes sind, afspejles meget i hendes arbejde.
 
I stedet for at tilkendegive den fulde krop for beskueren, inviterer Kilde os til at udfylde det, der mangler. Hvad det er, varierer fra person til person afhængigt af tidligere oplevelser. Mødet med Kildes arbejde er derfor meget personligt. Dette forklarer hun således:

”Det faktum, at skulpturerne mangler kropsdele, et hoved og et ansigt får folk til at forbinde dem med deres egen barndom og familie.”

Klædt i farverige outfits gør at Kildes 'børn' fremstår levende, legende og eventyrlige. Hendes skulpturer er meget fortællende og står foran os som stykker, fragmenter, af et eventyr. En uafsluttet historie, som vi bliver bedt om at afslutte.

---

Nu kan fragmenter være netop det, stykker af en historie. De kan også være spor af tidligere begivenheder, historiske rester eller erindringer om noget, der skete for længe siden. Kildes skulpturer opfordrer os til at huske, hvad enten det er vores egen barndom, minder om vores egne børn eller familiemedlemmer.

Det er ikke ualmindeligt, at vi som voksne glemmer, hvordan det er at være et barn. Den nysgerrige åbent sind, den rene forbløffelse over hverdagens ting, det ikke at ønske at undskylde en ugerning, denne umiddelbare ligefremhed og måderne, som vi også engang så verden på.

Suggestive, intuitive og meget relationelle foreslår Kildes skulpturer en måde for os at se tilbage og udforske vores omgivelser fra et andet perspektiv.
 
På mange måder opfordrer de os til at efterlade den travle hverdag med ansvar og igen føle, hvordan det var at se verden gennem et barns øjne. En chance for at huske os selv eller nogen, vi kender.
 
I stedet for uhyggelige manifestationer af ufuldstændige menneskelige figurer, er Kildes værker utroligt varme og sjove, man kan måske sige endda følelsesladet, og de giver os en mulighed for at tænke lidt mindre, opleve lidt mere og frem for alt at bruge fantasien.
 
Hendes værker er måske ufuldstændige i den forstand, at hendes skulpturer mangler kropsdele, men det betyder ikke, at de forbliver uafsluttede. De har bare brug for os. Hendes værker giver os simpelthen fragmenter, der giver os mulighed for at skabe, afslutte og fuldføre en meningsfuld helhed.

---

Denne artikel om Lene Kilde tager del af udgivelsen,  ARTICULATE #24. Læs, download eller print den fulde udgivelse på 80 sider nedenfor

---