Grænsende til det dystre, kan Kyriacou’s kunstskitser beskrives som værende makabert-elegant. Det giver os en vintage følelse, hvorefter vi opdager de politiske undertoner og budskaber

en artikel skrevet af Marie Bertelsen
ARTICULATE #26 | JAN 2021

Introduktion
Gennem sort og hvid-skitseringskunst viser den græske kunstner Nefeli Kyriacou (f. 1990) os en dyster verden. Hendes kunst ser ældre ud, end den er - ikke retro, men vintage og antik. Det kunne sagtens være illustrationer, vi finder i en støvet bog eller opslagsværk, og i stil med Pans Labyrint, bevæger vi os ud i en stil, der er mørk fantasy, naturligvis med varierende venlighed. Men på trods af det, er der et kubistisk bagvedliggende lag, der minder os om noget mere moderne. De simple firkanter, eller sekskanter, er eksempler på geometriske mønstre, der skaber tekstur og eksperimenterer med dybden i værkerne.

Repræsentation og politiske budskaber
Så snart Kyriacou besluttede sig for at blive kunstner, indså hun, at det var et point of no return. Og derefter var det umuligt at stoppe og være noget andet. For hende er det blevet en opgave at tale på vegne af et publikum, hun selv repræsenterer, og her fungere hendes kunst som et talerør for mennesker med samme bekymringer og problemer som hende selv. Hun vil tale for dem, der står uden platformen til at tale. Man kan sige, at det er et klart formål med repræsentativitet i hendes virke, og hun taler dermed på vegne af de undertrykte og uhørte stemmer. Det politiske budskab kan være direkte, og andre gange ligger det under overfladen.

Det leder os til motiverne. Kyriacou blander og tilføjer subjekter fra forskellige etniciteter og kulturer og tager os derved med som rejsende rundt i verden. I nomadisk stil kunne hendes illustrationer være tegnet på rejser rundt ved Guldkysten eller Sydspanien – og som nævnt kunne hun sagtens illustrere eventyr- og gamle rejsebøger. Efter min mening minder stilen mig om noget fra 1930’erne eller 1940’erne, men hendes idéer springer på tværs af æraer. Eksempelvis har Kyriacou inddraget alt fra blues-bevægelsen i USA i det tidlige 20. århundrede, frem til den nutidige bombning af Libanon og for nyligt referencer til George Floyd og den Black Lives Matter-bevægelsen. Også det at fokusere på sociale problemer som stoffer og fattigdom har været et centralt fokuspunkt.

Kyriacou forklarer, at hun snakker forskellige sprog, men det, hun bruger i hendes kunstværker, kommunikerer direkte til vores sentimentale verden. Det kan være en fordel at have et sprog, som ikke alle taler, men i stedet føler. De billeder, som Kyriacou skaber, er skabt til at tale.

Forskellige kunstformer
Størstedelen af Kyriacous kunstværker fra 2013-2017 er skabt med alt fra olie- og tørpastel, spray paint, grafit, oliemaleri og til tider stykker af indgraveringer til collage.

Disse materialer er typisk brugt i kombination med hinanden, hvilket stemmer overens med en af hovedpointerne i Kyriacous værker, som er at fortsætte med at præsentere og eksperimentere og vise sin kunst i deres rå og tydelige form, selv om de ikke føles fuldstændig færdige. Denne kombination af medier og materialer ses tydeligt i hendes paper-installationer.

I de sidste par år, har Kyriacou arbejde bevæget sig i forskellige retninger.  Efter at have færdiggjort sine studier i Thessalonikis Kunstakademi i Grækenland, besluttede Kyriacou sig for, at hun ikke ville gøre brug af den specifikke formular, der blev lært på akademiet, men i stedet for leve uden at tænke så meget over reglerne og bare være med kunsten. Kyriacou vil udvikle sig så meget som muligt som kunstner og løsningen er først og fremmest ikke at være bange for at prøve nye medier, materialer og gentænke kunst.
 
Den originale ide er fast
Typisk har Kyriacou en fast ide, når hun starter på et nyt kunstværk eller projekt. Det er typisk de små ting i vores hverdagsliv, Kyriacou er fascineret af og vil videreformidle. Hun udtaler, at vi som mennesker generelt er fascineret af skønhed, men for hende er grimhed og det makabre mere fascinerende. Noget af det, vi som mennesker skaber i verden, kan være grimt, men vi har også evnen til at omdanne og genskabe det til noget smukt. Hun går endnu videre og siger, at virkeligheden i sig selv kan være smuk, hvis vi vælger at lægge mærke til det.

Men når hun går i gang med en ide, begynder de tekniske detaljer at ændre sig og udvikle sig. Jo længere hun går ind i skabelsesprocessen, jo mere divergerer teknikken, frem for at ændre, forbedrer det kunsten. Der er også tider, hvor Kyriacou har et bestilt værk eller mål, hvor hun ikke har en specifik ide. Hvis det sker, hjælper det at vende tilbage til ældre kunstværker, litterære værker og måske mest af alt at vende tilbage til at arbejde på sit håndværk.
 
Fortid/nutid
Kyriacou begrænser sig ikke, når hun finder inspiration. I meget brede penselstrøg siger hun, at inspiration kan findes i alt, der har med menneskelig adfærd at gøre. Det er særligt det, der sætter sit aftryk på samfundet, der fanger Kyriacous opmærksomhed.

Det kan være så impulsivt som at se eller læse noget helt tilfældigt, men det kan også være målrettet at søge efter artikler, foto, musik eller andet, der er relevant for den originale ide. Gennem den proces begynder ideen at tage form. Kyriacou holder af at referere både til, hvad der sker i dag, men også hvad der er sket i fortiden. Vi kan forstå hendes måde at skabe kunst på ved at sammenligne det med antropologien. Antropologer samler og præsenterer gamle minder og artefakter, men Kyriacou vælger at bruge disse tidligere erfaringer som værktøjer. Efter hendes mening, efterlader menneskeheden dets fingeraftryk igennem tid, og hendes opgave er at samle minderne, konklusionerne og indtrykkene, der kan findes fra det. Som mennesker vil vi gerne bygge fremtiden ved brug af værktøjer fra fortiden. På den måde kan Kyriacou beskrives som en nostalgisk sjæl. Ved at referere til tidligere tider og gøre brug  ældre medier, dvæler hun i fortiden, men kun kortvarigt for derefter at vende tilbage til nutiden.

Fokuseret på teori
Når vi når til det konkrete udtryk af kunsten, skal vi se på kompositionen. Kyriacou mener, at nøglen til god komposition først og fremmest ligger i dedikation, og det at arbejde med kunstværket i lang tid nok. Vær ikke bange for at lave fejl, siger hun, men glem ikke at have og arbejde på dit stærke teoretiske fundament. Dette er de måder, hvorpå Kyriacou opnår god komposition. Materialer skaber ikke i sig selv en god komposition, men det gode teoretiske fundament giver dig en retning, hvorefter du kan bruge dine materialer. Hvis det, du vil udtrykke, står skarpt i dit sind, vil den gode komposition komme frem efter kontinuerligt arbejde, siger Kyriacou.
 
Inspiration og musik
Musik er Kyriacous største inspirationskilde. I stedet for primært at støtte sig til andre visuelle kunstnere, gør hun brug af musikken, der ifølge hende er et mere alment tilgængeligt medie. Det kan komme som en overraskelse, da det kræver en oversættelse fra én kunstform til en anden (fra musik til visuel kunst). Kyriacou bruger musikken, fordi det taler direkte til hendes hjerte og endda styrer hendes hjertebanken til tider. Afroamerikansk bluesmusik og folk music har generelt påvirket hende mest, og det er netop på grund af den direkte måde, musikken kommunikerer med os på. Det er musik, der er lavet af fællesskabet til fællesskabet. Som nævnt før, inspirerer og stimulerer menneskelig adfærd Kyriacou og påvirker hendes kunst. Det sætter sit aftryk på og igennem hendes kunst.
​
Der er dog en enkelt kunstner, Kyriacou nævner. Den specifikke kunstner, der har påvirket Kyriacou ville være den nutidige kunstner Swoon (f. 1977), også kaldt Caledonia Curry. Hun beskriver Swoon som værende mindre elitær og mere fokuseret på at skabe kunst i øjenhøjde. Kombination af street-style og normalt tilgængelige materialer, gør hende til tilgængelig for et bredere publikum, hvilket er vigtigt i vores tid, slutter Kyriacou af med at sige.

---

Denne artikel om Nefeli Kyriacou tager del i den 26.  udgivelse,  ARTICULATE #26. Læs, download eller bestil dit print af den fulde udgivelse nedenfor. 

---

---

ARTICULATE #26 | Danmark
ARTICULATE 26 er et tidsskrift for samtidskunst, spækket med 70 siders indhold af højeste kvalitet, der showcaser værker fra 5 professionelle, internationale kunstnere. Den franske street art duo Murmure Street, den amerikanske illustrator Steven Russell Black, den græske visuelle kunstner Nefeli Kyriacou, den brasilianske fotograf Jacke Batista og den tysk-fødte Volkano, der pryder forsiden. ​