I Deep Forest Art Land, beliggende på den jyske hede, kommer du til at lære noget nyt om dig selv i mødet med kunsten og naturen

et interview udarbejdet af Carmen Line Hust
ARTICULATE Promote | Februar 2021

---

Deep Forest Art Land (DFAL) eksisterer for at facilitere adgang til at alle kan frigøre deres kreative potentiale, gennem kombinationen af kunst og den central- og vestjyske natur. Deep Forest Art Land tager udgangspunkt i teorien om, at en interaktion mellem kunst og natur kan frigøre vores kreative potentiale, gøre os mere åbne og lydhøre og derved gøre os i stand til at engagere os i nye udfordringer. I Deep Forest Art Land lærer du noget nyt om dig selv i mødet med kunst og natur.

Deep Forest Art Land producerer og formidler samtidskunst der i sit udgangspunkt kan synes vanskelig at afkode, men med kombinationen af et højt kunstnerisk niveau og kunstnere der forstår den særlige kontekst, som skoven og stedet tilbyder, er der skabt en ny type dialog og fællesskab mellem kunsten og det bredt sammensatte publikum. I Deep Forest Art Land møder man seriøs samtidskunst på en ny og uventet måde. Vi har talt med en af projektets grundlæggere Søren Taaning (f. 1964).

Monstrum: Skovsnogen (2009, 2019)

Søren Taaning (f. 1964), du er kunstner og har sammen med kunstneren René Schmidt (f. 1968) startet Deep Forest Artland, tidligere kendt som Skovsnogen, tilbage i 2010. 

Hvad er DFAL? Og med hvilket formål har I påtaget jer så stort et projekt? 

DFAL tager udgangspunkt i et sted, en skov og et område; og de mennesker der var der i forvejen, og dem vi forestiller os skulle komme. Og så tog vi udgangspunkt i kunstens potentiale, og ikke mindst kunstnerens potentiale. Muligheden for at etablere et nyt rum for kunsten. Det er sådan set lidt dobbeltsidet, at man iagttager et område der ligesom er under radaren, fordi man tidligere, ja nu har det altså ændret sig, men tidligere var vi et land, der var fokuseret på kystturisme, altså kyststrækningerne. Når vi så var inde i landet, var det ikke rigtigt noget, der var på dagsordenen. Det var ligesom vandet, der var noget, havet. Vi synes faktisk at denne her natur inde i landet, er mindst lige så fantastisk.

Jes Brinch: Hate (2013)

I mødet med kunsten i skoven, på heden, væk fra havet, adskiller måden hvorpå I formidler samtidskunsten sig fra andre kunstrum og formidlingsinstitutioner. 

Hvilken type dialog er det I gerne vil skabe mellem kunsten, naturen og beskueren?

Vi havde jo denne her idé om, at kunsten er elitær, forstået på den måde, at det er noget der er lavet for et meget lille publikum. Og at det er forkert, at det simpelthen ikke passer. Du kan jo tage Jes Brinchs (f. 1966) værk HATE (2013). Havde man sagt det for ti år siden, at dette er et stort folkeligt kunstværk i Jylland, så ville folk tro det var løgn. Men du kan gå ind på de sociale medier og se hvor mange folk der er fotograferet foran værket, og hvor mange der, sådan i en Grundtvigsk forstand, føler at værket kan samle os, til trods for at vi er forskellige. Og det er jo noget, som alle har lyst til at forholde sig til og har en mening om, har lyst til at snakke om og at du kan tage sådan et tungt emne op. Og så ligger det jo ude i denne her natur og spiller også på, at naturen tit bliver fremstillet, som superromantisk. Hvis du Googler ordet natur, så har du alle de der lysegrønne og nyudsprungne bøgetræer. Men naturen kan også være kæmpe drama og skovbunden der myldrer af alle mulige former for insekter og biller. At få foldet det billede ud af hvad natur er for noget, og at vi også selv er en del af den.

Skoven er mange rum. I modsætning til en white cube, så er der lige en snegl og så regner det. Der er så mange andre ting, der bliver en del af det materiale du skal arbejde med, som kunstner, som også bliver en del af det du skal arbejde med, som beskuer, der besøger stedet. Der er denne der mangfoldighed; så er der en fugl og så er der et objekt, som en kunstner havde lavet og så regnede det. Det er jo en helt anden måde.

Peter Land: Fallen Moon (2017)

Til forskel for eksempelvis museer, betragtes værkerne i skoven, uden nogen form for manual. Dvs. de besøgende bliver ikke præsenteret for kunstneren eller dennes baggrund, værkets titel eller materiale, og har således ingen forhåndskendskab. 

Hvordan tænker du at beskueren afkoder værkerne? Og anser du naturen, som en aktiv del af mødet med kunsten?

[...]

René Schmidt: Giant Beetle (2011)

Ja, naturen er jo noget som kunstneren skal forholde sig til. Vi arbejder også med at lave et decideret kunstrum derude, så du kan have et sted, hvor du kan lave kunst i et rum, som er mere neutralt. Ude i skoven, så er det jo det, at du kan spille op imod, mod og med, og inddrage at du har det der meget direkte møde med beskueren, eller de besøgende.
 
Og kunstnere har faktisk savnet sådan et rum. Der er jo rigtig mange forskellige praksisser og måder kunstnere lader sig inspirere og arbejder på, og det at vi så tilbød et helt nyt rum, som ikke var set før, herhjemme. Altså der var noget kunst, nogle værker, som simpelthen ikke kunne blive til noget, fordi der ikke var et rum, hvor man kunne møde sit publikum og skabe sin kunst i. Og det har vi jo så skabt. Og det viste sig jo, at der var rigtig mange kunstnere, som havde noget på hjerte, lige så snart den mulighed bød sig. Det er ligesom lidt dobbeltsidet, fordi der er ligesom ret mange, der har haft svært ved at afkode kunsten på denne her traditionelle måde, men så kom der lige pludseligt denne her mulighed, hvor det blev lidt mindre farligt, hvor det blev nemmere at gå til. Det er en udfordring at få en bredere vifte af befolkningen ind i en traditionel kunsthal, fordi der er så mange barriere, men derimod naturen… ja, det er faktisk lidt sjovt, men der er faktisk også nogen, som har lidt svært ved at komme ude i naturen (griner), men denne her kombination, gør så, at det pludseligt bliver win-win. Hvad bruger man naturen til? Hvis du Googler friluftsliv, så er det noget med at du har en Fjällräven på, noget bestemt tøj og at du mere er bruger af naturen. Du har en funktion: du skal løbe, du skal alt muligt, hvor denne der gode gammeldags tur i skoven, ligesom er skiftet ud: du skal have en mountainbike med for at det ligesom nytter noget. Og det er DFAL et modspil til. Nu kan du bare køre direkte ud i skoven, du kan ligesom bare droppe ind. Det er også blevet en kæmpe madpakke eller skovturssted. Et samlingspunkt.

René Schmidt: Gotisk Skur (2012)

​Det er vigtigt at slå fast, at vi ikke er et museum eller en kunsthal. Det er ligesom noget helt andet der her er på færde. På et museum eller i en kunsthal, der handler det jo netop om værket, i deres måde at formidle på. Her, er vi et krydsfelt. Vi er denne der tur i skoven, men vi er også en udstilling eller noget der præsenterer kunst, og du ved aldrig hvornår det ene slutter og det andet begynder. Det er en kulturel familiesammenføring. Hvor er værket i det her? Hvor begynder det og hvor(når) slutter det? 

​Mange af de kunstnere, som har arbejdet herude, har jo ligesom skabt et rum omkring kunsten eller kunsten blev en del af rummet, eller nogle har også arbejdet performativt. Og det er jo os kunstnere, der faciliterer turen rundt i skoven. Som René Schmidts Gotiske Skur (2012), som både kan være et monument, en skulptur, en arkade eller et sted hvor man træder ind i kunsten og kan sidde og spise. En slags madpakkehus. Vi leger lidt med kategorierne.

Ole Tersøse: Altar in the Woods (2018)

Et andet værk, hvor man ikke ved hvor det begynder eller slutter er Ole Tersløses (f. 1971) Alter in the Woods fra 2018. Du kommer gående og så ser du det her bål og et ansigt, der kigger ud over åen og marken, og så aktiverer det dit eget blik og så begynder du at reflektere over, jamen hvad er det der for noget, det der sker herinde? Er det en heks på et bål? Og folk er også nysgerrige på hvordan det er lavet og der er mange elementer i spil.

Vi har jo også en skulpturkirkegård, hvor kunst kan dø. Så det er jo i virkeligheden et eksperimentelt rum, hvor man kan afsøge nogle grænser og nogle nye muligheder og indfaldsveje for kunsten.

---

Den kontekst skoven tilbyder, der afhænger af årstiden, vind og vejr har visse constraints, eller benspænd. Blandt andet skal der medregnes at mange materialer forgår. Dette må kunstnerne have med i deres kreative proces. 

Men hvad med jeres og projektets kreative proces – Er det for jer et livsværk?

Vi er nået frem til det modsatte, fordi vi startede jo lidt som et eksperiment, og man vil jo gerne at noget skal kunne have et langt liv, men vi vidste jo ikke hvordan det blev modtaget. Og det vil jo så sige, at du sætter ting i søen, hvor du måske ikke rigtig har taget stilling til hvor lang tids holdbarhed det skal have. Og nu er vi jo nået dertil, hvor det er blevet en selvejet institution og hvor det ligesom er meningen at det skal fortsætte. Og alt evighed er måske lige vildt nok, men i hvert fald så langt, som vi kan se ud i fremtiden, og så bliver du jo pludseligt nødt til at forholde dig til det du sidder og snakker om der, tidsligheden. Og så bliver vi mere bevidste om, at der er noget der måske kun skal være en sommer, og være opmærksomme på, hvornår en kunstner ligesom udgår, fordi værket havde en slutdato, holdbarhedsmæssigt.

Men det åbner vel op for nogle nye muligheder. Hvis et værk kun holder i tre år eller tre måneder, har en ny kunstner eller en ny kurator muligheden for at skabe et nyt værk, indenfor de pågældende rammer?

Jo. Vi arbejder også med at lave nogle afgrænsede rum i skoven, hvor man ligesom kan arbejde mere med at lave en udstilling eller en festival eller noget, som er midlertidigt. Og hvor værkerne går i dialog med hinanden, kontra en white cube. For vi vil gerne have at du stadig har fornemmelsen af at gå en tur i skoven, og ikke gå i en skulpturpark. Og det omfatter nogle udfordringer, som vi er meget bevidste om. Så må vi se hvilket potentiale denne måde har, på den lange bane. Men det at arbejde i et rum, hvor der er enormt mange muligheder og hvor man kan arbejde med tid og rum og intet foregår synkront. Også for at give kunstnerne et mulighedsrum de ikke normalt har. Vi udskyder eksempelvis nogle gange deadlines, fordi hov så kom der nogle spændende muligheder, der gjorde at værket ikke lige er helt færdigt, og kunstnere der har arbejdet på et projekt over en tiårig periode. Så det er jo bare en helt anden måde at kunne arbejde på, end når jeg arbejder med en mere traditionel udstilling, hvor den skal åbne på en forudbestemt dag og slutte på en anden. Det er et meget sjovt rum at være landet i.

Claus Egemose: In The Woods (2018)

Du har selv bidraget med værkerne Sejrsskammelbænk (2011), Thoreaus hytte (2009) og værket Ligge ned og kig op bænk. Fælles for dine værker er interaktionen. Du inviterer nærmest til at træde ind i, eller op på værkerne. 

Hvad betyder den fysiske og sanselige interaktion for dig, da du skabte værkerne, og nu hvor du har haft 10 år til at betragte værkernes aftryk både i beskueren, men også i skoven?

Man får ligesom løsnet lidt op for det potentiale der ligger i kunsten, forstået på den måde, at folk er lidt tilbageholdne, uanset hvor meget jeg gør oppe i kunsthallen for at folk skal interagere med værket og i mange tilfælde egentlig godt må røre ved det, så er der ligesom sådan et tilbageholdt åndedræt. Derimod ude i skoven, der bruger du virkelig kroppen og alle dine sanser når du møder kunsten, fordi det har naturen i forvejen åbnet op for. Og samtidig kan kunsten gøre at du åbner dine sanser i forhold til naturen. For eksempel er værket Sejrsskammel-bænk umiddelbart nemt at afkode ikke? Fordi alle løber instinktivt op på førstepladsen, og så kan man reflektere over at fjerde pladsen og ned efter kører ned mod afgrunden. Men samtidig er det også bare en bænk, hvor man kan sidde og spise sin frokost på. Der kan være så mange lag i det. Og når jeg har børn og unge ude, så bruger jeg det meget til at tale om denne der konkurrencementalitet og kultur der er, hvor vi måler os i forhold til hinanden, men vi måler os også primært i forhold til hvem vi får fortalt, er den bedste, og denne der første-, anden- og tredjeplads, hvor i kunstens verden er vi meget mere optaget af det unikke og det der skiller sig ud; éneren. Kunsten kan altså være afsæt til denne her samtale og dialog, og den kan også være relevant for den tid vi lever i, som netop nu, som er en tid med karaktere og det kun er førstepladsen der gælder. Og der kan det her rum altså bare noget helt unikt. Her kan man have disse dialoger, disse snakke, som man ikke opnår andre steder. Andre steder skal man ligesom ud at forsvare om det her overhovedet er kunst, og man kommer hurtigt ud i en diskussion om hvad kunst er. Hvor her er det simpelthen bare så nemt, ude i skoven når du møder kunsten der at gå direkte til det essentielle, til hvad der rører dem, til hvad de ser.

Det er også en meget vigtig pointe, at når du går ude i en skov, uanset hvornår du kommer, så er der et eller andet værk, der er ved at blive bygget op. Så du får også et kig ind i troldmandens værksted eller bliver inddraget i kunstnerens proces og måde at tænke på. Ofte har vi også lavet de her kunstnermøder, hvor man rent faktisk kan møde en kunstner i øjenhøjde. Lige nu i dag er der to arkitekter der går rundt og laver nogle forsøg oppe i skoven, som folk kan møde og i sommers (2020) var der en gruppe kunstnere, der byggede et værk op over en hel måned, som man kunne følge.

Søren Taaning: Sejrsskammelbænk (2011)

I fokuserer således (i DFAL) på det sociale, interaktive aspekt og fællesskabsskabelsen i at betragte og bidrage til kunsten i skoven. 

Hvori består projektets katalysator, eller springbræt, til et stærkere eller større fællesskab?

Ja, på fællesskaber (i flertal)! Vi er ligesom blevet et samlingspunkt. Et mødested.  Hvor skal vi mødes henne i weekenden? Nu er der det her corona, så vi kan ikke mødes i Bilka, så kan man tage ud i denne her skov. Der er mange skove man kan tage ud i, men vi tager ud i netop denne her, fordi der kan vi samles omkring noget. Og det er så nemt for os, at samles omkring noget og det er jo en stor del af det.

Katja Løgstrup Hansen: Monetary Monument