FRANSKE CHRISTIAN GASTALDI ER EN MALER DER NÆSTEN IKKE BRUGER MALING - EN POET DER DEKONSTRUERER ORD.
CARMEN HUST | ARTICULATE #19 | APRIL 2019
​
DET INDLYSENDES VULGARITET
For den franske kunstner Christian Gastaldi (1960) er kunst en nødvendighed. Han er nødt til at engagere sig i kunstneriske skabelsesprocesser for at nå de forhøjede niveauer af følelser, der gør livet værd at leve. Gastaldi arbejder med materialer, han finder på gaderne, tydeligt forandret af tiden. Materialer, hvis jordiske funktioner ikke spontant udvælger dem som kunstnerisk materiale. Hans værker bygger på menneskeheden og den skrøbelighed, han opfatter i den.

Christian Gastaldi er interesseret i rytme og komposition. Han søger at udvikle den grafiske ækvivalent af, hvad der er stilen for en forfatter, hvordan rytmen af sætninger, af stavelser skaber en melodi, der kan give anledning til følelser på deres egen fortjeneste (uafhængig af den formidlede betydning). I denne forbindelse tilføjer han:

”Jeg er en maler, der sjældent bruger maler! Jeg er en digter, der destruerer ordene, for udelukkende at beholde fragmenter af bogstaver, desperate forsøg på at kommunikere.”

Gastaldi er en stor fan af litteratur og især de stilarter, som forfattere udvikler, mere end historierne selv. Han er fascineret af, hvordan en række ord kan organiseres for at skabe rytmer, stemninger, der skaber følelsesmæssige reaktioner hos læseren. I hans værker, har han samme tilgang.

Han studerer, hvordan elementer kan arrangeres på lærredet for at skabe de samme reaktioner, i denne sammenhæng med beskueren. Ved at gøre dette, ødelægger han næsten systematisk de oprindelige elementer, for ikke at blive farvet af deres oprindelige betydning.

Gastaldi beholder fragmenter af bogstaver, farveelementer, brudstykker af linjer, af kurver… for at indarbejde dem i nye bevægelser udviklet på lærredet. Det resulterende kaos af bogstaver, eller det diskrete syn af typografiske elementer, konfronterer beskueren med inkompatibiliteten i samtidens verden (på trods af den store informationsstrøm, der desværre på dramatisk vis mangler mening eller følelsesmæssigt potentiale). Afvisningen af evidens, af forkogte meddelelser, åbner et uendeligt frit perspektiv for beskuerne, og skaber samtidig en visuel poetisk kulisse.

Taler vi om kunst, ønsker Christian Gastaldi at indlede en debat omkring den skriftlige produktions rolle og sted.

Har kunst brug for en skriftlig begrundelse, når det primært er et menneskes uigenkaldelige behov?

Skal vi forudse beskuernes reaktioner med brugen af ord? 
Ifølge Gastaldi, sætter det nuværende officielle dogme i kunsten konceptet i centrum for skabelsen (definerer dens proces, begrunder realiseringen). Ord går forud for handling (og erstatter endda kreativitet), som om at solen i dag drejer om jorden. I hans øjne er kunst grundlæggende et spørgsmål om frihed. Ingen ord, ingen forudbestemte regler, bør begrænse den. Kunst er gyldig i tilblivelsen, den er også gyldig for beskueren, hvis reaktioner ikke fortjener at blive guidet.

Christian Gastaldi arbejder ud fra eksisterende materialer, valgt ud fra det, han opfatter i dem (selvom han sjældent bevarer betydningen af det originale billede), de teksturer materialerne tilbyder, deres grad af nedbrydning, af snavs. De fungerer som en impuls til at formalisere ideen om et kunstværk.

Gastaldi udvikler derefter konceptet, gennem filteret af hans kunstopfattelse, mens han arbejder i sit studie. Hans værker er fuldstændigt rekonstruerede. De er ikke ready-mades, selvom han forsøger at give dem et naturligt udtryk. Som kunstner, kan han godt lide at gå på opdagelse, i hans studie, uden præcist at kende destinationen, uden at vide præcist hvilke spor han vil følge, hvilken følelse han vil eksperimentere med under vejs. Tankerne har selvfølgelig deres eget sted. Det giver en rammesætning, hvor kunstneren frit beslutter sig for hvor han placerer sig selv. Det intervenerer i beslutningen for, hvordan det igangværende værk skal udvikle sig, efter at have trådt de nødvendige skridt tilbage.

Da han påbegyndte sin kunstneriske karriere, måtte Gastaldi først forkaste en del emner fra sin krop, som ellers havde været del af ham igennem længere tid. Han følte det nødvendigt at konfrontere sig selv med klassiske emner, hvilket fik ham til at indlede sin kreative proces med Kristus, Madonna, landskaber… Snart derefter udviklede hans værker sig til mere lyriske og poetiske abstrakte former.

For Christian Gastaldi er nøgleelementet i skabelsen af en god komposition rytme, med særlig vægt på rumlige og kromatiske sammensætninger. Hans værker er inspirerede af bl.a. Ousmane Sow, Pierre Riba og Saul Leiter, da deres værker kombinerer dimensioner af menneskehed og poesi. Desuden er Gastaldi fascineret af, hvordan disse kunstnere har beskedenhed i omtalen af deres værker, med personlige og meningsfulde ord. For ham er nøgleelementet i forståelsen for en kunstnerisk skabelse, når kunstneren udtrykker hans eller hendes intime relation til kunstværket. Begreber kommer efterfølgende, som en refleksion af efter-handlingen. Der responderer på kunstnerens behov for at forstå, hvad han skabte og hvorfor. Det er der ordene bliver vigtige. De er vanskelige at finde, taget de involverede følelsers kompleksitet i betragtning. Gastaldi foretrækker at høre dem direkte fra kunstnerens mund, i atelierets intimitet. De kunstnere, der inspirerer ham, nævner ikke koncept. De taler snarere om deres beskedne individuelle erfaringer, deres relative og personlige sandheder, der udspringer af de forsøg og fejl (trials and errors) de har oplevet i deres søgen efter transitionen af materialer til kunst.

I hans egne værker, ødelægger Christian Gastaldi systematisk, de ord og billeder, der er til stede i det originale materiale, for at sætte beskueren fri til at fortolke eller reagere på resultatet. Den indlysende reaktion ville være vulgært eller endda uanstændigt. Rytme og komposition, grundlæggende fundament for ethvert kunstværk, udtrykker sig i mere subtile registre.

---

Denne artikel om CHRISTIAN GASTALDI er del af   ARTICULATE #19. Læs, download eller bestil et print af den fulde udgivelse nedenfor.