ADAM & ADAM (NIKLEWICZ) ER FAKTISK RET FORSKELLIGE: EN SKULPTØR OG EN ILLUSTRATOR. DETTE ER NARRATIVET DER KOMBINERER DE TO. 
JULIE JOHANNE SVENDSEN | ARTICULATE #21 | OCT 2019

Det følgende kommer til at lyde som en historie taget ud fra en beskrivelse fundet på Ripley's Believe It or Not! Museum, hvor verdens mærkelige fænomener og vilde historier bliver fremvist til glæde for børn og deres familier. I virkeligheden er det en historie, du måske først ville møde på et kunstmuseum. I virkeligheden kender du den måske allerede. Måske introducerer vi dig til den som de første, og måske vil du en dag se den for dig selv, når historien bliver manifesteret i en udstilling udviklet af de to hovedpersoner i denne fortælling.

Der er mange mennesker i denne verden, der hedder Adam. Der er til gengæld kun tre mennesker, der både hedder Adam og Niklewicz. De tre Adam Niklewicz’er der lever i dag, er alle fra Polen. To ud af tre Adam Niklewicz’er har valgt at flytte fra Polen til USA’s østkyst. Den Adam, der stadig er bosat i Polen, arbejder som brandmand. De to andre, der nu bor i USA, arbejder begge to med visuel kunst. Den ene er illustrator, og den anden er skulptør. 

Se, det er sjovt nok i sig selv. Adam og Adam har kunne mærke hinandens tilstedeværelse inden for branchen, hvor, antageligt, de ofte er blevet forvekslet med hinanden. Egentligt er Adam og Adam meget forskellige: Den ene, skulptøren, er drevet af et ønske om at synliggøre illusionen om verden som et forudsigeligt, strømlinet og sanitært sted. En illusion der for ham er opretholdt af det globale virksomhedssystem, som i hans øjne er antitesen til frihed. 

Den anden Adam, illustratoren, er kendt for netop at producere materiale til denne virksomhedsverden i form af illustrationer til årlige rapporter, interne publikationer og generel virksomhedskommunikation, men han forholder sig til gengæld til sine klienters menneskelighed og motiverende kræfter. Derfor skulle man tro, at Adam og Adam ikke ville dele mere end navn, branche og landekode. Men det gør de. Eller måske er det mere præcist at sige, at deres motiver gør. 

---

Adam, illustratoren, arbejder ud fra en devise om at ”less is more”, og arbejder ofte med rene udtryk, der gør de ellers komplekse mekanismer, som han arbejder med i sine illustrationer, tilgængelige. Han drives af at løse gåder, og man kan anskue det færdige værk som en manifestation af et netop afkodet mysterie, der har eksisteret inden for den menneskelige tilstand. Motiverne i Adams værker opstår ud fra de opgaver, han tildeles af en given klient. Udover at illustrere og producere til virksomhedsverden, har Adam et langt repertoire, der ligeledes indbefatter bogomslag og forsider til magasiner. For ham er det kreativt set befriende at få stillet en opgave, eftersom obstruktionen for Adam skaber fokus og struktur.

Adam, skulptøren, finder sine motiver når han befinder sig på tærsklen til at sove. Det vil sige, at det for Adam at se er motiverne, der finder ham. Han holder på de idéer, som han ser potentiale i, og såfremt de stadig hænger ved ham efter lidt tid, sætter han dem i produktion. Adam tilpasser altid mediet til den givne idé, han ønsker at føre ud i livet. Dette manifesterer sig som en portofolio bestående af værker i alskens materiale og form. Til tider har værkerne også to inkarnationer: Adam er nemlig utroligt glad for at perfektionere sine fotografier af værkerne i Photoshop, hvorfor de altså kan eksistere både som fysiske skulpturer og konceptuelle fotografier. Sommetider vil fotografiet endda erstatte skulpturen: ”This happens when a carefully photographed and refined version makes the physical object look shabby by comparison.  At that point, I’ve no choice but to dismantle the inferior looking object.” (Adam Niklewicz)
​
Tilfælles har de to Adam’er, at de tilskriver deres første indskydelse stor betydning. Adam, illustratoren, forsøger altid at holde sig så tæt op ad sin oprindelige, spontane rids i sine senere kompositioner. For ham ender de helt naturligt med at have en god balance og komposition. For Adam, skulptøren, er den første indskydelse som regel også den bedste. Ifølge ham begynder kompositionen at falde fra hinanden, så snart man lægger for meget mærke til den. 

Adam Niklewicz og Adam Niklewicz er altså to meget forskellige kunstnere. De har forskellige motivationer, de bruger forskellige materialer og har sådan set også forskellige udtryk. Det er dog i krydsfeltet af forskelligheder og ligheder mellem de to, at noget ganske interessant synes at opstå. 

Adam og Adam har, som starten på et videre samarbejde, forsøgt at parre deres allerede eksisterende værker. Det har de gjort ved at finde fællesnævnere i deres billeder som blandt andet motiv, farve og form. Det, der er virkelig interessant, er hvor meget disse motiver – omend ofte forskellige – alligevel formår at tale sammen. Ved nogle af de billeder de har sat op ved siden af hinanden, skulle man tro, at den ene har sat sig for at fortælle den andens historie færdig. I andre tilfælde ligner det, at de har arbejdet ud fra præcis de samme benspænd. Værkerne er afsluttede og hele, men opstillet ved siden af hinanden i form af en collage taler de ind i hinanden, med hinanden og udvider hinanden således at et rum dannes for helt nye narrativer, udtryk og forståelser. 

Typisk kan collager der er ikke konstrueret ud fra en devise om fællestræk i form af motiv, farve eller indhold skabe lige så store effekter af fortsættelser, nye narrativer eller symbolikker. I Adam og Adams tilfælde er det altså lige så meget deres historie, der er skabt af elementer af sammentræf, usandsynlighed, modsætningsforhold og kompatibilitet, som er med til at give sammensætningerne af værker en ekstra dimension af forunderlighed. Min første indskydelse da jeg så værkerne, var i hvert fald, at det må absolut have været et samarbejde fra start. Alt andet er for utroligt.

Historien om Adam og Adam kan noget. Deres kunst kan noget – og måske er det fordi, der alligevel er nogle lidt magiske sammentræf i vores ellers så rationelle verden. Måske er det fordi, Adam og Adams fortælling og kunst er med til at åbne op for nogle nye måder at anskue vores samfund på.  

Måske er det fordi, det i virkeligheden synes så usandsynligt, at det skulle ske. Heldigvis har Adam og Adam tænkt sig at undersøge nærmere, hvad der helt præcist kan opstå i et samarbejde mellem to kunstnere med to vidt forskellige praksisser, der ved et sammentræf deler det samme navn.

Denne artikel om ADAM & ADAM er del af jubilæumsmagasinet, ARTICULATE #21. Læs, download eller bestil et print af den fulde udgivelse nedenfor. 

---