|
GENNEM 3D-KUNST HAR POLSKE ADAM MARTINAKIS ADGANG TIL EN OVERFLOD AF KUNSTNERISKE VÆRKTØJER, DER BESTÅR AF EN KOMBINATION AF FLERE KUNSTNERISKE DISCIPLINER.
MARIE BERTELSEN | ARTICULATE #20 | JULY 2019 Det føles som at dykke ned i en fantasiverden, når vi ser på den polsk-græske Adam Martinakis’ (f. 1972) kunst. Det virker som inspireret af en alternativ virkelighed og i en vis udstrækning af science-fiction. Martinakis kalder processen af at udvikle disse idéer et mysterium. Når han skaber kunst, vælger han idéerne, men omvendt udvælger idéerne nogle gange ham. Det er noget, han holder af at være en del af, siden det betyder, der stadig er noget at fortælle, udfolde og noget at eksperimentere med. Martinakis udfører 3D-kunst af mennesker. Noget af kunsten, han udfører, virker som havende en essens fra en ældgammel civilisation. 
Det virker oprindeligt i sin form. Dele af den inspiration kommer fra, at Martinakis har arbejdet og levet de sidste to år på øen Kreta i Grækenland. Stedet virker for ham fuld af skønhed og af spor fra tidligere civilisationer, og dette har en kæmpe indflydelse på hans psykologi og drivkraft for at skabe kunst. Intentionen fra Martinakis side er at lave tidsløs kunst. Ifølge ham arbejder denne tanke altid i baggrunden, når han overvejer sin kunst, og dette bliver inkorporeret i hans endelige udtryk.
Måden han skaber kunst på, kan siges at være avanceret og langt fra nem at udføre. Gennem 3D-kunst har han adgang til et overflødighedshorn af kunstneriske værktøjer. Det indebærer en kombination af forskellige kunstneriske discipliner såsom billedhugning, fotografering, filmografi (videoanimation) og maling. Han beskriver det som flere genrer, der omdannes til én. Det har for Martinakis taget to årtier af træning og dagligt arbejde for at udvikle denne evne til perfektion, og endvidere for at have fortrolighed med mediet. Men det brugen af 3D-kunst giver igen, er hurtighed og et væld af forskellige udtryk. Kontraintuitivt bringer det Martinakis tilbage til essensen af kommunikation. På grund af hastigheden og de utallige muligheder, værktøjerne giver, ender det med at blive en intuitiv tilgang til kunst. Han forklarer det som hans natur, der finder den bedste og mest præcise vej. |
Den mentale tilgang til kunst er noget, Martinakis generelt har fokus på. Han beskriver sit virke som kunstner som værende filosofisk og i forlængelse heraf rettet mod vores bevidsthed. Helt konkret forestiller han sig kunst, der ikke er bundet til et specifikt tidspunkt eller sted. I stedet forsøger han at finde eksistensen af noget eller eksistens i sig selv. Ved at udføre tankeeksperimenter omkring, hvordan vi kan udvikle os som mennesker eller ved at forestille sig, hvordan vi har lyst til at høre til i verden, kan han skabe kunst med filosofi bag. Dette forklarer han også som værende et forsøg på at skabe kunst af universel karakter.
En anden ting, der springer i øjnene, er selve interaktionerne mellem subjekterne i hans kunst. Man ser mennesker sammenfiltret, nogle gange som kvinde eller mand, andre gange kønsløse væsener, der omfavner og læner sig mod hinanden eller griber fat om hinandens kroppe. Martinakis leger med tekstur og udtryksform. Understreget af de ufærdige objekter, er vi nødt til at bruge vores forestillingsevne og sammenstykke idéer omkring de færdiggjorte linjer og figurer. Farverne er monokromatiske og menneskelige. 
|
Kunsten virker dog rig i enhver forstand. Rig i materiale, rig i udtryk, i bevægelsen, og mest af alt i detaljer. For at skabe selve kompositionen af værkerne udtaler Martinakis, at hvert element har sin egen årsag til at være i kunstværket. Og selv om han ikke påstår at have svarene eller hele forståelsen af dette, ser han det samme gælde for hændelser og ting i vores liv. Dermed har formerne, farverne, teksturene, atmosfæren, det valgte kamera og synspunkt alle en årsag til at være i hans kunst. De er alle essentielle. Hvis noget går galt, hvilket det kan, ender hele kunstværket med at have en følelse af ikke at være fuldendt.
Den person, der har inspireret Martinakis og draget ham mod kunstens verden, er den schweiziske kunstner Paul Klee (1879-1940). Selv om der er mange andre kunstnere, der har inspireret ham og hans kunst, har den største altid været Klee. I hans ord opererer denne kunst på et ubevidst plan, der var en del af grunden til, at Martinakis var motiveret til at blive en kunstner. Nu beskriver Martinakis sig selv som at være kunstner, men mere end dette er det at udføre kunst en levemåde. Han ser livet som kunstner som altid at være i arbejde i hvert øjeblik, selv når han sover. 
Denne artikel om ADAM MARTINAKIS er del af ARTICULATE #20. Læs, download eller bestil et print af den fulde udgivelse nedenfor.
|
